søndag den 29. juni 2014
lørdag den 28. juni 2014
The duties of transvestites
When you are a devoted novice
photographer shooting anything in your local city you can get a clear
focus on, the worst thing that can happen, aside from a ban on public
photography, is a cloudy and rainy day.
Obviously in such situations the
professional photographer, jump a plane on a whim going to anywhere
scenic from Mount everest to a jungle Island in the pacific ocean.
But in the tight closed circles of amateur photography this, along
with editing pictures, is actually considered cheating.
Thus on rainy days many an amateur
photographer sit by their window, camera in hand sulking and cursing
the clouds to go away trying desperately in vain to imagine new
shooting angles from the window facing the street.
This is a very sad condition referred
to in amateur circles as ”under exposure”, as it often leaves the
mind dark and cloudy with the well known grain of ISO 1600. Often
this condition evolves and the subject start taking pictures inside
their own home, which in fact is how the ”self portrait” was
invented. Never the less transvestites are so fortunate as to always
have a quite willing model right at hand and ”at their beck and
call”, so to speak.
In contrast to transvestites women in
Denmark quite seldom ”dress up” and further more it has since
ancient times been a common belief among danish women that having
their picture taking in public, forever capture their soul on that
very photograph and are thus subject to sexual exploitation for all
eternity. In other words, danish women feel quite disturbed being
photographed in public and will react quite offended and hostile.
Thus it is the duty of transvestites, in contrast to the mere dull
and ordinary women, to sparkle up the streets with just a little
fashionability in order to restore balance to the Metropolitan
cosmos. As is known from pride parades world wide, transvestites are
immune to the distinct sensors in cameras the sense the plain
monochrome soul pattern of women and further more the sexual
exploitation of visual imagery for all time and eternity, is a burden
transvestites carry happily and with pride.
”But … why?” (You ask) ”.. on
earth did you take of those cozy varm black nylon tights, when it was
raining outside?”
Well obviously having almost bare legs
on a rainy day is much more.. eye caching in the
damsel-out-of-the-ordinary and perhaps even in-distress way. We must
remember our duty as transvestites to always strive towards that
little extra which women either not dare, or somehow feel that they
cannot live up to. But truly it is a tough job and sometimes, as you
witness, even a little cold.
Why we do it? (you ask)
Well.. no one else does really and
obviously SOMEONE has to!
torsdag den 26. juni 2014
When the bog wife brew
In Denmark among common folk, it is a
well known fact that one should stay clear away from bogs in the
morning when, as we say in Denmark, ”Når mosekonen brygger”,
which directly translated to british Oxford English mean, ”When
the bog wife is brewing.”
Thus taking pictures only from a safe
distance I soon ran out of ”angles” and since I am not quite
without my own magic I dared venture (as the pictures should prove)
as far as to the reeds.. A feat which would make any ordinary danish
girl gasp in disbelief as to the bravery (or insanity) of such daring
and dangerous venture.
Armed only with my tripod I silently
entered the thick mist and approached the lake shore with the inbreed skill of a viking
ranger.
Through the heavy mist I clearly heard the giant spoon with
which the bog wife stir together foul smelling things, of such
unspeakable character I would be banned from blogging even mentioning a
single one. It smelled like.. well.. like bog really! But before my
luck ran short, I started shooting and after only taking a few shots,
I to my fear realized 2 things. First I became aware that the shutter
sound on the camera was turned on and second, the distinct sound of
the bug wifes spoon slushing carcases around her stew had ceased and
was replaced by a slushy squealing noise squirming through the bog
and moving in my direction.
Surely you think with both my own
personal magic and being a ninja, a single bog wife would be
manageable at least to survive. But you must keep in mind that in my
possession have been trusted a priceless Nikon S560 Vintage, which in
the midst of a desperate bog-combat-situation easily could get wet or
even damaged and thus forever lost to the world. It is of course a
philosophical question = Should one have the right to buy a
stradivarius only to destroy it? I think not. And thus having only
the safety of my Nikon Leicavarius at heart, I fled for my... or
rather of course to be more precise, in order to preserve this sacred
relic, I felt it my duty to set aside my own personal ego for the
sake of the greater digital photographic good. So to be honest you
see. I simply had no other choice than to make a speedy strategic
withdrawal. So I ran, as we say in Denmark, ”Alt hvad remme og tøj
kunne holde”. Meaning ”Olympic swift”.
If you are not a dane, you might
perhaps think to believe that there is no such thing as a bog wife,
real magic or even mulatto Ninja Viking Transvestites.
But remember this is Denmark land of
not only fairies, but of tales as well.
mandag den 23. juni 2014
I dare you to let me be
Tonight I actually impress myself.
I actually think.. perhaps.. there IS a chance I can learn to understand the weird photographic dialect the Nikon S560 is communicating by at night and under low light conditions. But it has been somewhat of a challenge... low light is NOT its force as to the ”mechanics”. Somehow high ISO setting on the S560 not only distort and disturb the picture, at ISO 800 you can almost talk about ”pollution”. But the lenses of this pathetically cheap ”point and shoot” (cost me 900 kr = 165 $ in 2009) are out of this world, just look at the colours...
As we say in Denmark ”Hver en krone værd” ;o)
So now to night... after all these years and all this time, I feel I finally can take my beloved Nikon S560 into my arms, look into its lenses and rejoice by saying these heartfelt words....
I actually think.. perhaps.. there IS a chance I can learn to understand the weird photographic dialect the Nikon S560 is communicating by at night and under low light conditions. But it has been somewhat of a challenge... low light is NOT its force as to the ”mechanics”. Somehow high ISO setting on the S560 not only distort and disturb the picture, at ISO 800 you can almost talk about ”pollution”. But the lenses of this pathetically cheap ”point and shoot” (cost me 900 kr = 165 $ in 2009) are out of this world, just look at the colours...
As we say in Denmark ”Hver en krone værd” ;o)
So now to night... after all these years and all this time, I feel I finally can take my beloved Nikon S560 into my arms, look into its lenses and rejoice by saying these heartfelt words....
mandag den 16. juni 2014
Never forget
Dette brev er skrevet af en af de dødsdømte modstands-folk. (Læs evt. Danmarks besættelse.)
Jeg synes det taler for sig selv. Original følger.
1 måned efter dette brev blev skrevet, blev Danmark befriet!!
* * * * * * *
"Honoring the Rebels"
lørdag den 14. juni 2014
Et tu, Brute?
I
bakspejlets lys handlede jeg ikke bare pinligt, jeg ville gøre det
igen uden at blinke med et øje. Alt sammen fordi jeg lytter til mine
”indre stemmer” (læs evt. ”symptomer på sindssyge”) og
adlyder dem som en slave. Ikke desto mindre ER dette en form for
tilståelse.
Jeg var på besøg hos min mor, rodede med hendes computer da det ringer på døren. Min mor var nede og købe ind så jeg åbnede selvfølgeligt døren og der står nabo´en, en ung indvandrer pige (MEGA ikke sløret og monster dansk klædt) som jeg har hilst på mange gange, i vild panik fordi hun har smækket sig ude og hendes forældre er ude at rejse.
”Jeg ved vores vinduet står åbent ude i køkkenet.”, siger hun og fortsætter ”..måske jeg kan kravle hen langs muren og ind af det?”
Der min mor bor, er der min familie har boet fra jeg var 7 år gammel og til jeg flyttede hjemmefra. Jeg kender hver en mursten i muren af den gård, og hvert et hul i hækkene. Min mor bor på 1 sal (en HØJ første sal), og jeg ville selv have en snebolds chance i helvede for kravle hen langs den mur om så mit liv afhang af det, fuck selv en ninja med kravleudstyr ville få sved på panden.
”Klap nu LIGE hesten” smilende jeg til hende, for da jeg selv har stået i samme situation et par gange dengang jeg var lille oplyste jeg at, ”Jeg ved at viceværten har en lang stige et sted. Let´s check it out.”
Der er 2 kældre hvor vice-Joe´s happengut til gården kunne være, jeg antog han var i den kælder det plejede være da jeg var lille. Der stod også et tlf-nr. og vi ringede, men ingen tog den. Hvilket bragte hende tilbage til ”ninja”-ideen, og på nuværende tidspunkt havde jeg fået nærmere syn på hendes.. anatomiske motoriske elegance. Let´s just say at hun ikke ligefrem bevægede sig med den elegance der kendetegner en sigøjner linedanserinde af yndefuld æt, og at hun i tight-fit jeans tydeligt afslørede vejede LANGT mere, end ikke bare er fornuftigt, men hensigtsmæssigt for en ninja. seriøst (NOT kidding) den blotte TANKE om at se hende lave cat-burglar finten hen langs muren, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, ÆGTE.
”LOV mig!!.. at du IKKE leger spider woman, før jeg i det mindste har checket om viceværten eller stigen er ovre i den anden kælder.” sagde jeg, og det gjorde hun.
Den var ikke låst (som den anden kælder) og der var ingen vicevært. Men guderne tilsmiler de hjælpsomme, og der hang den, MONSTER stigen i aluminium. Jeg små løb tilbage, med ”live” billeder for mine øjnene, af en ung indvandrer pige der som en frygtløs rock climber allerede sad i min mors køkkenvindue og testede ”the foot holds”. Heldigvis var hun ikke nået så langt, og se her kommer kernen så af det hele.
For ærligt talt, da vi henter stigen... Jeg har været flyttemand i mange år, og fornemmer tydeligt den motorik med hvilken hun behandler den stige, og som endeligt overbeviser mig om, at hun faktisk ikke er særligt.. dygtig til at koordinere sine bevægelser, med kyndig og tryg overbevisning om udfaldet. (i al fald).
Så nu får jeg FØRST koldsved ned af ryggen, bare ved se hende for mit indre blik kravle op af STIGEN til 1 sal, unhooke haspen udefra og ”lige” slange sig ind af køkkenvinduet, forbi planter og andet gods i vindueskarmen.
ALLE mine indre intuitive stemmer SKREG ind i hovedet på mig. (mine indre intuitive stemmer er MEGET velformulerede og IKKE til at misforstå så meget som et sekund) -> ”What EVER you do.” sagde de alle i kor ”DO NOT stand just watching that happen, right under your nose and in front of your eyes. You WILL regret that.”
Men da hende nabo-indvandrer-pigen er sådan.. meget.. Latifa ”tomboy” mande type agtig, så kunne jeg kun til svar fremstamme mine indre stemmer noget i stil med.. ”Men hvad altså.. skal jeg lige sige!?”
Hvortil mine indre stemmer svarede (ordret) ”Not our problem. Just Don´t BE there, intervene or do it yourself. But DO NOT, what EVER you do, be a passive witness.”
Jeg vidste stadigt ikke rigtigt hvordan jeg skulle sige det. (typisk mig) og jeg kunne LIGE forestille mig hende lave en firdobbelt baglænder over hentydningen at, ”måske er det mere hensigtsmæssigt at det er mig.. der.. ”
Men da stigen står oprejst og klar, kigger hun op af den og siger tøvende, før jeg kan nå sige noget, ”Jeg ved altså ikke.. ” (bider sig i læben, laver de sygeste uimodståelige hunde øjne) kan jeg.. måske få dig.. til at..” - Obviously saving my day ånder jeg lettet op, og indprenter hende skarpt hvad hun skal sørge for lægge vægt på, mens jeg danser rundt i den anden ende af stigen. - Alt går som smør.
Men.. tænker jeg så bagefter. Hov..stop LIGE op og træk håndbremsen engang flotte Poul. Fordi.. I mean... lad os lige være objektive.
Kvinde i nød siger til Anders. ”Jeg er i nød og har tænkt mig egenhændigt at besejre løven. Har du en lommekniv jeg må låne?”
Anders forfærdes, og foreslår instinktivt at man da i det mindste kunne FORSØGE finde en riffel. Hvilket lykkedes, men da det ikke er HELT ufarligt sådan gå rundt og skyde på løver, og man helst også skal være rimeligt sikker på ramme, særligt første gang. Så siger Anders (der er en god skytte) ”Skal jeg ikke ordne den løve for dig?”
Og sådan står Anders igen, og sigter på en løve der kommer brølende imod ham, mens han håber patronen ikke er en fuser, be'r til hans sigte er præcist og satser på at kuglen rammer vitale dele og rent faktisk standser løven.
Men mest af alt, så lige i det pico sekund kuglen forlader løbet. Når der ikke er nogen vej tilbage, og kun skæbnens vilje tæller. Så tænker Anders...
”Just HOW was it, I got myself into this situation?... Again?”
For jeg skal være den FØRSTE til pege fingre af kvinder der bruger ordet ligestilling, fnyse og ryste på hovedet af deres principper, når de tavse accepterer kun mænd skal aftjene værnepligt.
Men tilsyneladende så snart noget bliver ”farligt” og/eller ”alvorligt”, så ryger selv MINE ligestillings principper INSTINKTIVT ”ud af vinduet” (eller måske nærmere ”ind af vinduet”, som i dette tilfælde).
”Selv du, min datter Anders!”
Ja. Selv jeg.
http://da.wikipedia.org/wiki/Et_tu,_Brute%3F
Jeg var på besøg hos min mor, rodede med hendes computer da det ringer på døren. Min mor var nede og købe ind så jeg åbnede selvfølgeligt døren og der står nabo´en, en ung indvandrer pige (MEGA ikke sløret og monster dansk klædt) som jeg har hilst på mange gange, i vild panik fordi hun har smækket sig ude og hendes forældre er ude at rejse.
”Jeg ved vores vinduet står åbent ude i køkkenet.”, siger hun og fortsætter ”..måske jeg kan kravle hen langs muren og ind af det?”
Der min mor bor, er der min familie har boet fra jeg var 7 år gammel og til jeg flyttede hjemmefra. Jeg kender hver en mursten i muren af den gård, og hvert et hul i hækkene. Min mor bor på 1 sal (en HØJ første sal), og jeg ville selv have en snebolds chance i helvede for kravle hen langs den mur om så mit liv afhang af det, fuck selv en ninja med kravleudstyr ville få sved på panden.
”Klap nu LIGE hesten” smilende jeg til hende, for da jeg selv har stået i samme situation et par gange dengang jeg var lille oplyste jeg at, ”Jeg ved at viceværten har en lang stige et sted. Let´s check it out.”
Der er 2 kældre hvor vice-Joe´s happengut til gården kunne være, jeg antog han var i den kælder det plejede være da jeg var lille. Der stod også et tlf-nr. og vi ringede, men ingen tog den. Hvilket bragte hende tilbage til ”ninja”-ideen, og på nuværende tidspunkt havde jeg fået nærmere syn på hendes.. anatomiske motoriske elegance. Let´s just say at hun ikke ligefrem bevægede sig med den elegance der kendetegner en sigøjner linedanserinde af yndefuld æt, og at hun i tight-fit jeans tydeligt afslørede vejede LANGT mere, end ikke bare er fornuftigt, men hensigtsmæssigt for en ninja. seriøst (NOT kidding) den blotte TANKE om at se hende lave cat-burglar finten hen langs muren, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, ÆGTE.
”LOV mig!!.. at du IKKE leger spider woman, før jeg i det mindste har checket om viceværten eller stigen er ovre i den anden kælder.” sagde jeg, og det gjorde hun.
Den var ikke låst (som den anden kælder) og der var ingen vicevært. Men guderne tilsmiler de hjælpsomme, og der hang den, MONSTER stigen i aluminium. Jeg små løb tilbage, med ”live” billeder for mine øjnene, af en ung indvandrer pige der som en frygtløs rock climber allerede sad i min mors køkkenvindue og testede ”the foot holds”. Heldigvis var hun ikke nået så langt, og se her kommer kernen så af det hele.
For ærligt talt, da vi henter stigen... Jeg har været flyttemand i mange år, og fornemmer tydeligt den motorik med hvilken hun behandler den stige, og som endeligt overbeviser mig om, at hun faktisk ikke er særligt.. dygtig til at koordinere sine bevægelser, med kyndig og tryg overbevisning om udfaldet. (i al fald).
Så nu får jeg FØRST koldsved ned af ryggen, bare ved se hende for mit indre blik kravle op af STIGEN til 1 sal, unhooke haspen udefra og ”lige” slange sig ind af køkkenvinduet, forbi planter og andet gods i vindueskarmen.
ALLE mine indre intuitive stemmer SKREG ind i hovedet på mig. (mine indre intuitive stemmer er MEGET velformulerede og IKKE til at misforstå så meget som et sekund) -> ”What EVER you do.” sagde de alle i kor ”DO NOT stand just watching that happen, right under your nose and in front of your eyes. You WILL regret that.”
Men da hende nabo-indvandrer-pigen er sådan.. meget.. Latifa ”tomboy” mande type agtig, så kunne jeg kun til svar fremstamme mine indre stemmer noget i stil med.. ”Men hvad altså.. skal jeg lige sige!?”
Hvortil mine indre stemmer svarede (ordret) ”Not our problem. Just Don´t BE there, intervene or do it yourself. But DO NOT, what EVER you do, be a passive witness.”
Jeg vidste stadigt ikke rigtigt hvordan jeg skulle sige det. (typisk mig) og jeg kunne LIGE forestille mig hende lave en firdobbelt baglænder over hentydningen at, ”måske er det mere hensigtsmæssigt at det er mig.. der.. ”
Men da stigen står oprejst og klar, kigger hun op af den og siger tøvende, før jeg kan nå sige noget, ”Jeg ved altså ikke.. ” (bider sig i læben, laver de sygeste uimodståelige hunde øjne) kan jeg.. måske få dig.. til at..” - Obviously saving my day ånder jeg lettet op, og indprenter hende skarpt hvad hun skal sørge for lægge vægt på, mens jeg danser rundt i den anden ende af stigen. - Alt går som smør.
Men.. tænker jeg så bagefter. Hov..stop LIGE op og træk håndbremsen engang flotte Poul. Fordi.. I mean... lad os lige være objektive.
Kvinde i nød siger til Anders. ”Jeg er i nød og har tænkt mig egenhændigt at besejre løven. Har du en lommekniv jeg må låne?”
Anders forfærdes, og foreslår instinktivt at man da i det mindste kunne FORSØGE finde en riffel. Hvilket lykkedes, men da det ikke er HELT ufarligt sådan gå rundt og skyde på løver, og man helst også skal være rimeligt sikker på ramme, særligt første gang. Så siger Anders (der er en god skytte) ”Skal jeg ikke ordne den løve for dig?”
Og sådan står Anders igen, og sigter på en løve der kommer brølende imod ham, mens han håber patronen ikke er en fuser, be'r til hans sigte er præcist og satser på at kuglen rammer vitale dele og rent faktisk standser løven.
Men mest af alt, så lige i det pico sekund kuglen forlader løbet. Når der ikke er nogen vej tilbage, og kun skæbnens vilje tæller. Så tænker Anders...
”Just HOW was it, I got myself into this situation?... Again?”
For jeg skal være den FØRSTE til pege fingre af kvinder der bruger ordet ligestilling, fnyse og ryste på hovedet af deres principper, når de tavse accepterer kun mænd skal aftjene værnepligt.
Men tilsyneladende så snart noget bliver ”farligt” og/eller ”alvorligt”, så ryger selv MINE ligestillings principper INSTINKTIVT ”ud af vinduet” (eller måske nærmere ”ind af vinduet”, som i dette tilfælde).
”Selv du, min datter Anders!”
Ja. Selv jeg.
http://da.wikipedia.org/wiki/Et_tu,_Brute%3F
Abonner på:
Opslag (Atom)







