fredag den 18. december 2015

Ligestilling, så kan de lære det!

Jeg opdagede ikke at der stod forældre lige bag ved mig, da jeg irettesatte Pigen I (+2 år) og drengen S (på samme alder). Men jeg fik et pænt chok, da de pludseligt brød ud i højlydt, spontan og hjertelig latter.

Om morgen i en vuggestue hersker der først en salig ro. Helt stille er der på gangene, og så langsomt hist og her, dukker der en pædagog op med light morgenhår, et veloplagt smil på læben og en kop kaffe i hånden.
Pludseligt er der 1 barn, og mindst lige så hurtigt er der 5. Før man får vendt sig om er gangene forvandlet til et stort fælles lege rum for flere børn end man har lyst til i sin vildeste fantasi at overskue alene. For selv i de rammer en vuggestue er (over-beskyttet værksted) kan ALT gå galt og MEGET hurtigt, når 50 spædbørn kravler rundt midt mellem hinanden, pumpet op med mere energi end voksne kan huske og drømme om nogensinde have haft. Kunsten er lynhurtigt (via instinktiv empati) at gennemskue hvilket stykke legetøj eller leg der, uden at virke ALT for interessant/forstyrrende for børnene tættest på, kan distraktions stimulere barnet mest muligt, og ej at forglemme, i længst muligt tid (i al fald indtil de fleste børn er ankommet og man kan opdele dem i grupper.)

Pigen I leger ofte om morgenen med de ”mini” barne-klapvogne der er beregnet til dukker, men er solide nok til at bære de andre børn på 1-2 år. Uden at tænke dybere over det, satte jeg drengen S i sving med at skubbe pigen I siddende i klapvognen, en leg der til ENORM glæde for begge 2 gik ”on and on” konstant op og ned af gangene.
”MER' MER' MER'!!”, råbte pigen I hver gang de nåede ned for enden af gangen, hvorefter den meget stille, søde og pligtopfyldende dreng S tålmodigt drejede vognen (hvilket er noget af en præstation ”every single time” når man kun er 2 år), og kørte den ned til den anden ende af gangen.

Det var ikke HELT bevidst at jeg pludseligt fik en kuldegysning ned af ryggen, da jeg (for 16 gang) så pigen I løfte en finger, pege ned i den anden ende af gangen, og i en nu tilvænnet tone beordre ”Mer'!”. Hvorefter klapvognen igen blev drejet og nåede lige nøjagtigt til hvor jeg stod, og som en politibetjent standsede klapvognen (ved at sænkede min arm ned som en grænsebom) og sagde med blid men ufravigelig stemme. ”Der er faktisk noget som hedder ligestilling i 2, og i kan lige så godt lære det før eller siden.” Så scoopede jeg i et snuptag pigen I ud af klapvognen, vuptiede drengen S ned på pladsen i klapvognen, og sendte dem med lystigt smil på vej igen. Hvilket de tilsyneladende, gjorde i og med nøjagtigt samme grad af sjov, leg og nydelse.


Det var som sagt ikke HELT bevidst. Men efter at forældrene ligefrem fik grineflip over det, så synes jeg faktisk.. altså hvis jeg skal være HELT ærlig og efter grundig eftertanke, at jeg er lidt suverænt selvfed, altså.. på min helt egen personlige, sædvanlige måde ;o)  

onsdag den 9. december 2015

They fuck with your head

Der er mange grunde til at jeg slog til, da jeg hørte om en ledig stillingen som pædagogmedhjælper i en vuggestue.

Den første grund er, at jeg har svoret ALDRIG at arbejde et sted hvor det har betydning at jeg er fritids transvestit.
Den anden grund er, at jeg holder meget af studiet psykologi, hvilket gør at man får en naturlig interesse for hvordan børn udvikler sig (arv, miljø etc.) Her var en GENIAL chance for at studere/observere helt små børn ”close up” and IRL, på det uden tvivl mest interessante tidspunkt at observere et menneskes udvikling, psykologisk set.
Den sidste af mange grunde jeg vil nævne, er min overbevisning om at ethvert dannet menneske bør evne at tage sig ikke bare af børn, men også af HELT små børn. Altså, nok kan man være professor i hele 3 videnskaber, men hvis man ikke ved hvad man stille op med et skrigende spædbarn, så er man (efter min mening) lige til at lukke op at skide i som ”dannet menneske”. - (I may be quoted).

Der hersker med stor sikkerhed delte meninger om hvor meget ”mand” jeg er, men det er ikke svært at få arbejde i en børnehave eller vuggestue, hvis man netop ER en mand. Særligt i en institution fyldt med kvindelige pædagoger.

Men problemet med psykologi er ”it works both ways”, med andre ord, man kan ikke være ”neutral observatør” når man har et spædbarn i hænderne. It simply (to put it mildly) fuck with your head.

Som i dag hvor jeg havde tidligt fri og blev spurgt af en kollega om jeg ikke ”lige” kunne blive 5 minutter ekstra. ”Selvfølgelig” svarede jeg med et ærligt smil, og satte mig og sørgede for at børnene faldt i søvn og sov til middag, inden jeg gik.

Den yngste pige på stuen er helt ny, og altså ikke vandt til at være adskilt fra sin mor. Hun begyndte at græde, så jeg skyndte mig at tage hende op inden hun vækkede de andre.
Jeg var faktisk allerede en anelse begyndende mopset, (jeg kan blive guddommeligt mopset) for der var gået hele 10 minutter, altså 5 minutter ekstra. Anyway, jeg vuggede hende på skulderen imens jeg med beroligende stemme forsikrede hende om, at verdens uretfærdighed og berøvelsen af ethvert menneskes naturlige rets krav på konstant opmærksomhed fra sine forældre (undlod ord som mor og far), blot var blandt begyndelsen af fundamentale krænkelser vi mennesker uundgåeligt mødte alt for tidligt i livet.
I stiltiende enighed faldt hun igen til ro med hovedet på min skulder, så jeg prøvede at lægge hende igen, men så let skulle det ikke være. Problemet er bare at hvis jeg vænner hende til at hænge på min skulder, så slipper hun aldrig FRIVILLIGT igen.
Børnene sover på hver deres lille madras på gulvet, så jeg lagde mig med hende og nussede hende i håret og sang en (hemmelig) magisk godnat sang for hende, HELT stille så jeg ikke vækkede de andre. Langsomt men sikkert lukkede hun øjnene i, vejrtrækningen blev jævn og hun faldt i søvn nok til, at jeg kunne snige armen væk uden at hun vågnede igen. Jeg kiggede på uret, der var gået 20 minutter, ikke en lyd fra kollegaen. Der gik nøjagtigt 25 minutter før min kollega vente tilbage.

Nu.. kender du mig ikke, men guderne ved at havde det været ETHVERT andet arbejde af dem jeg har udført i mit liv, så var der faldet brænde ned i episk grad (se Sodoma og Gomorra), efter at lave sådan en finte med mig. DEAR spirits!!!

Men.. at se den lille piges bitte små øjne, langsomt men sikkert lukke sig i fordi hun følte sig tryg. Det var ret.. ”givende”, wouldn't have missed it for the WORLD. Completely melted my heart.

”Jeg møder bare en ½ time senere i morgen”, aftalte jeg med min kollega med et smil, imens samtlige guder sad vantro og gabte med åben mund, og selv jeg tænkte ”Ok Anders... hvor var så lige den obligatoriske hjerneblødning? Hvor blev den af?”


Men det har jeg ALDRIG prøvet før, et arbejde der overhovedet ikke handler om hvad jeg tjener, hvor lang tid jeg er der, eller andet end arbejdet selv. Det er fordi børnene er SÅ små og SÅ afhængige af en. Skole børn og selv børnehave børn kan faktisk være RET belastende (altså på deres særlige selvstændige, egenrådige vis). Men de HELT små børn der ikke engang kan tale endnu! Er du gal mand, they fuck with your head.