Jeg opdagede ikke at der stod forældre
lige bag ved mig, da jeg irettesatte Pigen I (+2 år) og drengen S
(på samme alder). Men jeg fik et pænt chok, da de pludseligt brød
ud i højlydt, spontan og hjertelig latter.
Om morgen i en vuggestue hersker der
først en salig ro. Helt stille er der på gangene, og så langsomt
hist og her, dukker der en pædagog op med light morgenhår, et
veloplagt smil på læben og en kop kaffe i hånden.
Pludseligt er der 1 barn, og mindst
lige så hurtigt er der 5. Før man får vendt sig om er gangene
forvandlet til et stort fælles lege rum for flere børn end man har
lyst til i sin vildeste fantasi at overskue alene. For selv i de
rammer en vuggestue er (over-beskyttet værksted) kan ALT gå galt og
MEGET hurtigt, når 50 spædbørn kravler rundt midt mellem hinanden,
pumpet op med mere energi end voksne kan huske og drømme om
nogensinde have haft. Kunsten er lynhurtigt (via instinktiv empati)
at gennemskue hvilket stykke legetøj eller leg der, uden at virke
ALT for interessant/forstyrrende for børnene tættest på, kan
distraktions stimulere barnet mest muligt, og ej at forglemme, i
længst muligt tid (i al fald indtil de fleste børn er ankommet og
man kan opdele dem i grupper.)
Pigen I leger ofte om morgenen med de
”mini” barne-klapvogne der er beregnet til dukker, men er solide
nok til at bære de andre børn på 1-2 år. Uden at tænke dybere
over det, satte jeg drengen S i sving med at skubbe pigen I siddende
i klapvognen, en leg der til ENORM glæde for begge 2 gik ”on and
on” konstant op og ned af gangene.
”MER' MER' MER'!!”, råbte pigen I
hver gang de nåede ned for enden af gangen, hvorefter den meget
stille, søde og pligtopfyldende dreng S tålmodigt drejede vognen
(hvilket er noget af en præstation ”every single time” når man
kun er 2 år), og kørte den ned til den anden ende af gangen.
Det var ikke HELT bevidst at jeg
pludseligt fik en kuldegysning ned af ryggen, da jeg (for 16 gang) så
pigen I løfte en finger, pege ned i den anden ende af gangen, og i
en nu tilvænnet tone beordre ”Mer'!”. Hvorefter klapvognen igen
blev drejet og nåede lige nøjagtigt til hvor jeg stod, og som en
politibetjent standsede klapvognen (ved at sænkede min arm ned som
en grænsebom) og sagde med blid men ufravigelig stemme. ”Der er
faktisk noget som hedder ligestilling i 2, og i kan lige så godt
lære det før eller siden.” Så scoopede jeg i et snuptag pigen I
ud af klapvognen, vuptiede drengen S ned på pladsen i klapvognen, og
sendte dem med lystigt smil på vej igen. Hvilket de tilsyneladende,
gjorde i og med nøjagtigt samme grad af sjov, leg og nydelse.
Det var som sagt ikke HELT bevidst. Men
efter at forældrene ligefrem fik grineflip over det, så synes jeg
faktisk.. altså hvis jeg skal være HELT ærlig og efter grundig
eftertanke, at jeg er lidt suverænt selvfed, altså.. på min helt
egen personlige, sædvanlige måde ;o)