fredag den 18. december 2015

Ligestilling, så kan de lære det!

Jeg opdagede ikke at der stod forældre lige bag ved mig, da jeg irettesatte Pigen I (+2 år) og drengen S (på samme alder). Men jeg fik et pænt chok, da de pludseligt brød ud i højlydt, spontan og hjertelig latter.

Om morgen i en vuggestue hersker der først en salig ro. Helt stille er der på gangene, og så langsomt hist og her, dukker der en pædagog op med light morgenhår, et veloplagt smil på læben og en kop kaffe i hånden.
Pludseligt er der 1 barn, og mindst lige så hurtigt er der 5. Før man får vendt sig om er gangene forvandlet til et stort fælles lege rum for flere børn end man har lyst til i sin vildeste fantasi at overskue alene. For selv i de rammer en vuggestue er (over-beskyttet værksted) kan ALT gå galt og MEGET hurtigt, når 50 spædbørn kravler rundt midt mellem hinanden, pumpet op med mere energi end voksne kan huske og drømme om nogensinde have haft. Kunsten er lynhurtigt (via instinktiv empati) at gennemskue hvilket stykke legetøj eller leg der, uden at virke ALT for interessant/forstyrrende for børnene tættest på, kan distraktions stimulere barnet mest muligt, og ej at forglemme, i længst muligt tid (i al fald indtil de fleste børn er ankommet og man kan opdele dem i grupper.)

Pigen I leger ofte om morgenen med de ”mini” barne-klapvogne der er beregnet til dukker, men er solide nok til at bære de andre børn på 1-2 år. Uden at tænke dybere over det, satte jeg drengen S i sving med at skubbe pigen I siddende i klapvognen, en leg der til ENORM glæde for begge 2 gik ”on and on” konstant op og ned af gangene.
”MER' MER' MER'!!”, råbte pigen I hver gang de nåede ned for enden af gangen, hvorefter den meget stille, søde og pligtopfyldende dreng S tålmodigt drejede vognen (hvilket er noget af en præstation ”every single time” når man kun er 2 år), og kørte den ned til den anden ende af gangen.

Det var ikke HELT bevidst at jeg pludseligt fik en kuldegysning ned af ryggen, da jeg (for 16 gang) så pigen I løfte en finger, pege ned i den anden ende af gangen, og i en nu tilvænnet tone beordre ”Mer'!”. Hvorefter klapvognen igen blev drejet og nåede lige nøjagtigt til hvor jeg stod, og som en politibetjent standsede klapvognen (ved at sænkede min arm ned som en grænsebom) og sagde med blid men ufravigelig stemme. ”Der er faktisk noget som hedder ligestilling i 2, og i kan lige så godt lære det før eller siden.” Så scoopede jeg i et snuptag pigen I ud af klapvognen, vuptiede drengen S ned på pladsen i klapvognen, og sendte dem med lystigt smil på vej igen. Hvilket de tilsyneladende, gjorde i og med nøjagtigt samme grad af sjov, leg og nydelse.


Det var som sagt ikke HELT bevidst. Men efter at forældrene ligefrem fik grineflip over det, så synes jeg faktisk.. altså hvis jeg skal være HELT ærlig og efter grundig eftertanke, at jeg er lidt suverænt selvfed, altså.. på min helt egen personlige, sædvanlige måde ;o)