En smøg i munden, gummisko, løbetights
og med fuldt ladt kamera, forlader jeg mit ydmyge hjem og opdager
da jeg når Brønshøj torv, at jeg har glemt min lighter. Det er
solskin og der sidder en del mennesker på torvet, men kun 2 unge
piger (around 20) sidder og ryger.
Hvis jeg går hen og spørger 2 unge
piger om de har ild til en smøg, så betyder det at de går i ”vi
er meget kostbare”-tilstand, at jeg får elevatorblikket, og gud
nåde trøste mig hvis de får øje på mine lange negle. Det orker
jeg simpelthen ikke, så jeg kigger videre, men ingen ser umiddelbart
ud til at ryge...
Jeg kigger ned af Frederiksundsvej, der
er et værtshus et stykke nede, der sidder en ældre kvinde udenfor
ved et lille bord, og selvom det er stik min modsatte retning,
foretrækker jeg gå de ekstra 100 meter frem for at udsættes for
”ungdommens-fordomme”. Men hun har ingen ild.
”Der er helt sikkert nogen derinde
som har en lighter" siger hun. Jeg tøver, og hun fortsætter
muntert, ”Gå bare ind, de bider ikke.” Hun smiler varmt og
venligt.
Jeg går ind, der sidder en del ældre
mennesker derinde, nærmest sidder nogle rigtigt ”værtshus
madammer”. De er faktisk ikke værst på en skala fra 1 til 10.
Bartenderen er en kvinde på min alder, hun forlader baren og går
mig venligt i møde med en lighter.
Jeg smiler, siger ”Tak!”, og da jeg
forlader værtshuset råber en af de ældre damer efter mig ”Vær
ikke genert, kom dog nærmere.”
Kommentaren er MINDST lige så ladet af
positiv energi, som de 2 unge pigers blik ville have været ladet med
negativ. Jeg smiler ufrivilligt til hende, og forlader stedet
velvidende at jeg valgte rigtigt ved gå lidt længere efter ild.
”Du havde ret!” Jeg sender damen
udenfor et hjertevarmt smil. ”De bed slet ikke.”