onsdag den 8. april 2015

DE bider ikke

En smøg i munden, gummisko, løbetights og med fuldt ladt kamera, forlader jeg mit ydmyge hjem og opdager da jeg når Brønshøj torv, at jeg har glemt min lighter. Det er solskin og der sidder en del mennesker på torvet, men kun 2 unge piger (around 20) sidder og ryger.

Hvis jeg går hen og spørger 2 unge piger om de har ild til en smøg, så betyder det at de går i ”vi er meget kostbare”-tilstand, at jeg får elevatorblikket, og gud nåde trøste mig hvis de får øje på mine lange negle. Det orker jeg simpelthen ikke, så jeg kigger videre, men ingen ser umiddelbart ud til at ryge...

Jeg kigger ned af Frederiksundsvej, der er et værtshus et stykke nede, der sidder en ældre kvinde udenfor ved et lille bord, og selvom det er stik min modsatte retning, foretrækker jeg gå de ekstra 100 meter frem for at udsættes for ”ungdommens-fordomme”. Men hun har ingen ild.

”Der er helt sikkert nogen derinde som har en lighter" siger hun. Jeg tøver, og hun fortsætter muntert, ”Gå bare ind, de bider ikke.” Hun smiler varmt og venligt.

Jeg går ind, der sidder en del ældre mennesker derinde, nærmest sidder nogle rigtigt ”værtshus madammer”. De er faktisk ikke værst på en skala fra 1 til 10. Bartenderen er en kvinde på min alder, hun forlader baren og går mig venligt i møde med en lighter.
Jeg smiler, siger ”Tak!”, og da jeg forlader værtshuset råber en af de ældre damer efter mig ”Vær ikke genert, kom dog nærmere.”

Kommentaren er MINDST lige så ladet af positiv energi, som de 2 unge pigers blik ville have været ladet med negativ. Jeg smiler ufrivilligt til hende, og forlader stedet velvidende at jeg valgte rigtigt ved gå lidt længere efter ild.

”Du havde ret!” Jeg sender damen udenfor et hjertevarmt smil. ”De bed slet ikke.”