onsdag den 10. juni 2015

Når kvinder diskriminerer

Der er (med god grund) en del debat om ligestilling, og kvinder er meget hurtige til entydigt at påtage sig offerrollen og sige at ”vi er de diskriminerede.”
Desværre er det sandt i LANGT over 9 ud af 10 tilfælde, det er faktisk tættere på 99 ud af 100, men helt så højt er tallet dog heldigvis ikke (Altså DK 2015).

Spørger vi kvinder om de selv diskriminerer siger de nej. Men hvis vi fx vi forhører os hos kvinder, om de kan acceptere deres kæreste (vi snakker her IKKE om deres kollega, deres ven, bekendte eller fætter, men KÆRESTE/MAND) går med dametøj = er svaret i LANGT de fleste tilfælde et STORT nej. Og før nogen begynder tale om at ”tænde på” det ene eller det andet, er det løgn og bedrag i deres deres mund og har INTET med sagen at gøre. Hvorfor? Fordi enhver mand vil sige -> ”Klart jeg tænder MEST på kæresten dullet op i den korte og stiletter.. men det gør altså INGENTING hun går i jeans til hverdag, eller for den sags skyld boksershorts.. SPECIELT når det ikke LIGE er planen at vi skal have sex ;o) NO problem!”
Altså.. (når piger ikke kan acceptere dem blotte TANKE om deres kæreste iført deres eget tøj) drejer det sig IKKE om seksuelle præferencer, men derimod om → skam. Det er ganske enkelt tanken om at andre ser kæresten postet på FB i nylons, strutskørt og BH der er angstfremkaldende, for LANGT LANGT de fleste kvinder.

”Men hel ærlig Lisa!! Er det måske li´som diskrimination at man ikke vil acceptere se sin kæreste postet i dametøj på FB!! MÅSKE!?!? Nuuhh....”

I am afraid so. Vel og mærke, fordi man selv ville få et KOMPLET hjerneblødning hvis ens fyr begyndte stille krav til hvad tøj man SELV skulle gå i, for at quote: ”opfylde kravende for at være hans kæreste ”ud af til” på FB” (sound familiar.. den slags ”kønsrollekrav”. It sure does to me.)

Men.. You tell me! er det ikke NETOP at diskriminere, når man ikke selv kunne DRØMME om at finde sig i, hvad man selv forlanger som MINIMUN, og standard, af andre? Feel free to argue away girls. (Altså den del af kvinder som her defineres som LANGT den største del. The blessed rest have absolutely NOTHING to defend).

Det er så her oceanerne af kvinder leder efter svar på tiltale, og omend de BURDE være i stand til repetere utallige lignende tilfælde, hvor størstedelen af mænd relativt kvinder er ligeså klamme i deres sjæl, er de bemærkelsesværdigt tavse som graven.
På trods ransager de deres sjæl for finde et svar til, hvorfor i grunden de ville fyre Michael (kæresten) på stedet, hvis de tog han i blot FORSØGE smyge sig i den røde kjole fra Au Pair.. og skoene.. Den blotte tanke får det til at løbe koldt ned af ryggen på dem og siden kuldegysninger ikke ligefrem er sådan visdom afslører sine åbenbaringer, er det lettere (igen) at bare sige ”Lisa er fucked up i hovedet.”

Obviously!

But there it is.. kvinder diskriminerer i monstervælde og klapper hinanden på skulderen i forståelse og laver ”high five” imens de gør det (also sound familiar?) , alt imens de vejrer de undertrykkede massers røde fane højt, og råber vagt i gevær så længe alle andre end de selv diskriminerer. Men sandheden er, at kvinder ikke har monopol på diskrimination i Danmark 2015. Relativt transvestitter aner de end ikke (med mindre de har rundet 50) hvad diskrimination FØLES som, det er blevet et abstrakt begreb, et ord, en tanke for dem. Men for en trans Lørdag aften gennem Nørrebro, er diskrimination alt andet end en ”abstrakt tanke” men derimod et reelt faremoment og en potentiel trussel.


Men for kvinder drejer ”diskriminations debatten” sig ikke om skam, frygt, angst eller ydmygelse, men derimod om de får 2 eller 5 kr mindre i løn. Hvilket.. (I may be quoted) IKKE er ligemeget, ALLE skal SELVFØLGELIGT lønnes lige. Men det ER altså relativt at blive pålagt skam af sin egen kæreste og/eller at bare føle sig ”tryg og sikker” = bagateller.