mandag den 21. april 2014
I ethicist (Lat. "Jeg etikeren")
Jeg er et usædvanligt menneske (surprise) men det gør sig særligt gældende i FORHOLD til andre mennesker. Jeg betragter folk med andre ”øjne”, end almindelige dødelige gør.
Derfor er det til tider lidt skræmmende for en som jeg, falde i snak med eksempelvis en overordentligt smuk, intelligent, velhavende, veluddannet og ambitiøs kvinde, og efter allerede 10-20 minutters dyb samtale indse, at hun fremstår ”klam” i mine øjne. Det er ikke et tilfældigt udtryk jeg valgte, ”klam”, for jeg kan inde i mit hoved når hun laver en dybt racistisk, homofobisk eller diskriminerende udtalelse, tænkte højt for mig selv - ”Fuck hvor er du grim.” - Det ord ”grim” er heller ikke et tilfældigt ord min underbevidsthed vælger bruge om hende i den situation. Jeg anser hende for direkte frastødende, og selvom en fotograf ville slå ihjel for bruge hende som fotomodel, liggende på en strand i bikini eller valsende ned af Champs-Élysées looking chic, så ville det løbe mig koldt ned af ryggen hvis hun brød min intimsfære og lagde en hånd på min arm = “væmmelse”. - Jeg har kun en tanke i hovedet i sådan situation. Jeg skal LANGT væk fra hende.
Se det RIGTIGT mystiske kontrast billede er, når jeg som Lisa eksempelvis sætter mig på en bænk tæt ved en gammel posedame, som kigger på Lisa med øjne der glimter som en lille piges med julelys, og siger “Nej hvor ER du altså fin!” - Så vil jeg typisk smile hjerteligt, sige tak, tilbyde en smøg og sludre med hende mens jeg alligevel venter på bussen. Men når hun kigger med store øjne på solen som er ved at gå ned, og i venskabeligt fortroligt tonefald fortæller mig at “Nu bliver det snart sommer, med lange varme dage og milde nætter” og hun smiler et stort tandløst smil, sukker og tilføjer “Så kan man ikke forlange mere!” - Så kan jeg godt finde på at smug kigge på hendes hav blå øjne som de glinser i lyset fra aften solen, og mens jeg tænker at hun ikke en eneste gang har nævnt, løftet et øjenbryn eller rynket en eneste af hendes tusinde rynker i ansigtet over at jeg er en mand i dametøj, så kan jeg pludseligt finde denne gamle rynkede posedame så fascinerende, og så “tiltrækkende” at jeg får lyst til springe den overfyldte bus over, for at tage den næste og lige sidde her lidt længere i hendes selskab.