Vi vågnede. Jeg lavede morgenmad til
hende som jeg plejer og serverede den efter ønske i stuens sofa.
(Jeg har fundet en finte med, at fore sofaen med en dyne nederst, og
en til øverst.) - Måske du allerede her tænker dit om DEN slags
rollefordeling. Men det ER faktisk mit hjem, og altså således
juridisk mig, som har det sidste ord skulle have sagt i den slags
sager.
Først skar jeg, som sædvanligt, lidt
frugt i bider, min special kaffe + Cornflakes og en chokolade
croissant til hver. - Og.. måske du her IGEN tænker dit, når du
ser mig vaske en pære, skære den og en banan, i fine små bider.
Hvorefter jeg nænsomt lægger de saftige små bider skiftevis på
hendes tunge, uden hun behøver løfte et eneste øjenbryn. Måske..
du ryster på hovedet af den omhu med hvilken, jeg varmer mælken og
hælder lidt skum i toppen af kaffen. Måske.. du slet ikke forstår
hvorfor jeg går den lange vej, efter de helt dugfriske croissanter,
men det har faktisk sine grunde.
Kærester er nemlig mere unikke end
ædle stene, og mere værdifulde end alt guld i denne og alle
verdener til. Derfor er det meget vigtigt gøre det svært umuligt
for kærester, at træffe nogen tænkelig form for fornuftig og
objektiv beslutning, når de små stive (og i den HELT korte og de
HELT høje) er på vej hjem fra byen og overvejer hvor de mon skal
overnatte? - Måske du nu tænker noget HELT andet i stil med, at det
jo faktisk er ren hjernevask. Hvilket... man vel egentligt godt kan
kalde det.
For allerede fra den første frugtbid
lander på tungen, lærer og tilvænner man langsomt kroppen til, at
blive puttet med dyner og fodret med ting kroppen instinktivt
genkender som gode og sunde. Kombinationen af det og min kaffe (der
ikke blot kan vække de døde, men tilmed gentagne gange har forledt
engle til at desertere) vil få de fleste fyre til i sammenligning og
i lyset af værtshuses skær, at blegne en lille smule gennem
cigaretrøgen. Med maven fuld af fadøl og gin tonic, vil selv
kroppen længes efter et sted at hvile og restituere, og meningen er
at når ”hjernen slår fra” at kæresten, som en målsøgende
zombie, slingrer gennem natten med kun ens seng for øje. Altså
sådan drevet af en længsel for omsorg og kærlighed, de af ren vane
pludseligt befinder sig foran ens gadedør tænkende - ”Hvad..
hvordan i himmelens navn var det så LIGE, at jeg i grunden havnede
her..??” - Hvorefter de opgivende ringer på dørtelefonen,
overgiver sig til den vante skæbne og (som forventet) vågner til
bløde kys og velkendte ord.
”Jeg smutter lige efter morgenmad.
Vil du ha´ den i stuen, eller i sengen?” :o)