søndag den 21. september 2014

Vil du ha´ den i stuen eller i sengen?

Vi vågnede. Jeg lavede morgenmad til hende som jeg plejer og serverede den efter ønske i stuens sofa. (Jeg har fundet en finte med, at fore sofaen med en dyne nederst, og en til øverst.) - Måske du allerede her tænker dit om DEN slags rollefordeling. Men det ER faktisk mit hjem, og altså således juridisk mig, som har det sidste ord skulle have sagt i den slags sager.

Først skar jeg, som sædvanligt, lidt frugt i bider, min special kaffe + Cornflakes og en chokolade croissant til hver. - Og.. måske du her IGEN tænker dit, når du ser mig vaske en pære, skære den og en banan, i fine små bider. Hvorefter jeg nænsomt lægger de saftige små bider skiftevis på hendes tunge, uden hun behøver løfte et eneste øjenbryn. Måske.. du ryster på hovedet af den omhu med hvilken, jeg varmer mælken og hælder lidt skum i toppen af kaffen. Måske.. du slet ikke forstår hvorfor jeg går den lange vej, efter de helt dugfriske croissanter, men det har faktisk sine grunde.

Kærester er nemlig mere unikke end ædle stene, og mere værdifulde end alt guld i denne og alle verdener til. Derfor er det meget vigtigt gøre det svært umuligt for kærester, at træffe nogen tænkelig form for fornuftig og objektiv beslutning, når de små stive (og i den HELT korte og de HELT høje) er på vej hjem fra byen og overvejer hvor de mon skal overnatte? - Måske du nu tænker noget HELT andet i stil med, at det jo faktisk er ren hjernevask. Hvilket... man vel egentligt godt kan kalde det.

For allerede fra den første frugtbid lander på tungen, lærer og tilvænner man langsomt kroppen til, at blive puttet med dyner og fodret med ting kroppen instinktivt genkender som gode og sunde. Kombinationen af det og min kaffe (der ikke blot kan vække de døde, men tilmed gentagne gange har forledt engle til at desertere) vil få de fleste fyre til i sammenligning og i lyset af værtshuses skær, at blegne en lille smule gennem cigaretrøgen. Med maven fuld af fadøl og gin tonic, vil selv kroppen længes efter et sted at hvile og restituere, og meningen er at når ”hjernen slår fra” at kæresten, som en målsøgende zombie, slingrer gennem natten med kun ens seng for øje. Altså sådan drevet af en længsel for omsorg og kærlighed, de af ren vane pludseligt befinder sig foran ens gadedør tænkende - ”Hvad.. hvordan i himmelens navn var det så LIGE, at jeg i grunden havnede her..??” - Hvorefter de opgivende ringer på dørtelefonen, overgiver sig til den vante skæbne og (som forventet) vågner til bløde kys og velkendte ord.

”Jeg smutter lige efter morgenmad. Vil du ha´ den i stuen, eller i sengen?” :o)