tirsdag den 31. marts 2015

Émissaire de fleurs (en røverhistorie)


”Je suis émissaire de fleur.” sagde blomsten og bukkede dybt og elegant.

Mange tror at landevejsrøvere kun taler røversprog, men vi taler både sigøjnsk og skraldefransk, så i store træk fangede jeg godt billedet.
”Je suis Jaba.” svarede jeg, løftede mit hoved fra jorden og fortsatte ”Come on sa va?” (skraldefransk, betyder = ”Hva´så?” / ”Er alt cool?”)
”Vous libertineren de Jaba?” spurgte blomsten.
”Mmm.. ” svarede jeg lidt tøvende, mens jeg kiggede mig rundt efter kongens soldater, og nu over blomstens skulderblad fik øje på en hel forsamling af blomster der nysgerrigt så til.
”Je vous présente la famille de Crocus” sagde blomsten, og slog bydende ud med et kronblad i retning af sine slægtninge.

Se mange tror at det frie liv som landevejsrøver, og libertiner, er et liv i sus og dus. At man, mens man snupper aftensmad fra hoffet, lige løfter kronjuvelerne og prinsessen med i farten. Men sådan er det slet ikke.
Ofte sidder man i regnvejr og venter i timer forgæves på, at en skatteopkræver, præst eller adelig ridder forbi. Ensom sidder man der mens regnen drypper ned, og slukker den sidste pibetobak som ellers skulle holde sulten på afstand, og snakker med sin hest og med blomsterne.
Derfor kender jeg godt krokus familien med hvilken jeg har gjort alliance fordi, krokus er forårsblomster, og derfor kærlighedsblomster af natur, der ynder bedst af alt i verden, opofre sig i gaver af kærlighed.


Krokus er nemlig libertineres og landevejsrøveres venner. Kan jeg betro dig.