lørdag den 15. marts 2014

Forhold - (Psykopat blog)

Har du nogensinde været forelsket? Altså, sådan rigtigt forelsket?

Så ved du hvorfor psykologer kalder det at være forelsket for ”en krise”. En krise er nemlig at befinde sig i en situation man ikke rigtigt ved hvordan man skal forholde sig til, gribe an, overskue at løse, eller at komme ud af.

Sådan er det at være forelsket. Man er seriøst fucked, går rundt i cirkler om sig selv og i dybe forelskelses-kriser kender man til tilfælde, hvor folk bliver så fordybede, så forblændede af deres tanker om krisen, at de rent fysisk går ind i lygtepæle, falder i staver midt i vigtige sætninger, eller går målløst rundt og leder efter ting de har i hånden. Det er faktisk ret alvorligt og derfor undgår man at mennesker med arbejdsfunktioner der stiller store krav til sindsro og fokus (Astronauter, efterretnings agenter, elitesoldater) bliver udsat for disse kriser, der vil forstyrre deres fokus i forbindelse med udførelse af deres, til tider, livsfarlige og krævende job.

Men... (spørger du) hvorfor kan det så være at det er alle de SINGLE, der jamrer sig over netop VÆRE single? - og det er jeg faktisk glad for du spørger om :o) Det ER nemlig, faktisk, et særdeles godt spørgsmål.

Hvorfor, når folk går rundt i harmonisk lyksalig fred og sinds ro, ønsker de at kaste sig ud på dybere vand end de ved de kan bunde? Hvorfor opgiver folk den sikre klippegrund de står på og kaster sig, som lemminger, ud over klippen? Hvad er pointen med frivilligt at VADE ud i kviksand?

Well... det er et indviklet og langt svar hvis begyndelse, viser et billede af en mor der vugger sit barn i sine arme. Barnet klukker lykkeligt og rækker ud efter moderens ansigt, imens moderen smiler og laver nogenlunde de samme lyde som barnet selv. Hvis man ikke vidste bedre ville man mistænke dem for at snakke sammen, kommunikere. Men se nu hvad hun gør, moderen bøjer sit hoved ned til barnet, placerer sin mund blidt på barnets kind og puster forsigtigt med munden så der kommer en lyd, så spirer hun, ligesom barnet, øjnene op som om hun bliver overrasket, og kort efter klukker barnet lykkeligt og moderen griner med. - Skaden er i fuld sving med blive gjort, langsomt tilvænnes barnet til den tryghed et andet menneske kan give, man kan faktisk sige man systematisk ”hjernevasker” barnet til, allerede i dette tidlige stadie, at blive en ”love-junkie”. - Kærtegn, smil, berøring, varme, kys og omsorg, bliver således den emotionelle ”valuta” man tilvender barnet til at kende og handle efter. Gennem konstant indoktrinering, romantisk propaganda og følelsesmæssig afstemning (kram, kærtegn, nus og lignende fysiske udtryk for hengivenhed) vil man langsomt men sikkert se en ”polarisering” i barnets emotionelle univers, hvor venlige, barmhjertige, omsorgsfulde følelser, gøres til dommer over de andre. Et indre emotionelt ”kærligheds diktatur” kan man sige, hvor had, ondskab og hensynsløshed bliver betragtet, og behandlet, som laverestående klasser uden egentlig stemmeret, ligestilling eller blot de mest fundamentale følelses-rettigheder (Faktisk LIGE til Amnesti Inter-personal!)

Det er klart for enhver at en sådan behandling af uskyldige børn, ikke bare vil berøve børn fundamentale instinkter som angst, frygt, usikkerhed og svigt, men direkte fremelske børn der vil reagere på omverden med omsorg, tillid og en umættelig social afhængighed af, ikke blot andre mennesker, men i yderste tilfælde og med tiden, en nær fast partner med hvilke de, i de mest ekstreme tilfælde, kan knytte LIVSVARIGE bånd!