Det var Katja der gjorde det. Gav mig
mit første kys.
Vi gik i børnehave og vi var ude på
legepladsen. Jeg kan ikke huske at hun sagde det, men jeg kan huske
jeg FORSTOD at hun ville gøre det, og hun gik hen imod mig.
Jeg blev VIRKELIGT bange og stak af,
løb alt hvad jeg kunne og gemte mig under et bord inde på stuen.
Jeg trak benene helt op under mig, knugede dem hårdt ind til kroppen
og forsøgte gøre mig selv, så lille og usynlig som muligt, men hun
fandt mig.
Jeg var DØDSENS angst da hun bukkede
sig ned under bordet, og langsomt kravlede nærmere og nærmere. Jeg
kneb øjnene HÅRDT sammen, spændte hver en muskel i min krop og
forberedte mig, så godt som en lille dreng nu kan, på en skæbne
værre end døden.
Jeg har nok siddet lidt før det gik op
for mig, at jeg rent faktisk overlevede dette mest frygtelige af
overgreb. Faktisk, tænkte jeg, var det egentligt ikke så slemt!
Bare sådan en lidt våd eller fugtig følelse på kinden, Selvom....
fuldstændigt med en følelse af tryghed, vil jeg nu ikke LIGE påstå
at det efterlod mig med.
Men i dag ville jeg slet ikke gemme
mig. Jeg ville nemlig blive stående ude på legepladsen, midt foran
de andre og jeg ville kysse igen, så alle kunne se jeg slet ikke var
det mindste bange. For det er jeg ikke mere, og Katja hun kan bare
komme an kan hun, så skal jeg vise hende nogle finter!